
Da jeg i sin tid opfandt soja fraiche var jeg sikker på at det en af den slag once in a lifetime opskrifter som jeg ikke ville kunne overgå i genialitet (ja, sådan må jeg gerne skrive for man har sagt mig det så tit :D). Men belejligt nok, kommer her endnu én.
Har du kastet dig ud i plantemælks forunderlige verden, så har du muligvis prøvet at stå med en kop kaffe fyldt med plantemælk. Der er skilt. Det ser ikke for kønt ud, men jeg lover dig, at når du er færdig med dette indlæg vil du sende kærlige tanker til de små hvide klumper og takke højere magter for hvad de kan give dig. Nemlig den meste cremede, lækre sojafri, mælkefri, veganske creme fraiche du kan forestille dig! Og det er vel at mærke uden brug af hverken specialingredienser som stabilisatorer, emulgatorer eller en dyr high speed blender.
Hvis du kender bloggen så ved du at jeg har lavet creme fraiche af sojamælk i nogle år, og efter at blive mindet om at mandelmælk også har evnen til at skille, fik jeg endelig taget mig sammen til at teste min soja fraiche fremgangsmåde med mandler. Jeg har svært ved at beskrive hvor imponeret jeg er over reslutatet. Pga. mandlernes højere fedtindhold får du en cremet konsistens som langt overgår den fra soja fraiche. Den er simpelthen så silkeblød at den nærmest smelter på tungen. Jeg har virkelig dvært ved at få armene ned. Prøv den og du vil forstå hvorfor.
Hjemmelavet eller købt mandelmælk?
Jeg har endnu ikke selv haft fingrene i en købemandelmælk, men kunne forestille mig at det kan være et problem at få den til at skille hvis der er stabilisatorer og lignende i. Et tip fra en læser siger at Naturli’s mandelmælk fungerer, men jeg synes ikke at det var så nemt. Måske har du bedre held til det end jeg? Men en hjemmelavet mandelmælk fungerer i hvert fald helt sikkert. Og i den forbindelse har jeg et lille tip, som gør processen lidt lettere for dig…
Du behøver ikke at lægge mandlerne i blød
Normalt anbefales det, at lægge mandler i blød mindst 8 timer for at bedre kunne fordøje dem. Men det kan du faktisk skippe hvis du ikke går så meget op i fordøjelse. Jeg fik præcis samme mængde ud af at lade dem stå i blød natten sover som da jeg gjorde følgende: Hæld de tørre mandler i din blender. Kom ca 3,5 dl vand over dem og blend i nogle minutter så godt som din blender nu kan. Lad smattet stå i blenderen en halv time og blend dem så igen. Nu burde de små stykker være gennemblødte og klar til at afgive al deres mælk. Blend flere minutter igen, tilføj resten af vandet, blend kort og si så pulpen fra i et tyndt viskestykke eller en nut milk bag. Så langt så godt, nu har du mandelmælk.
Skal mandlerne smuttes?
Jeg må indrømme at jeg var for doven til at gøre det, men er ikke i tvivl om, at det giver en endnu mere delikat smag, hvis du gider at smutte mandlerne først. Men det fungerer fint med skal og farven bliver stadig noget nær kridhvid, se selv på billederne af mælk og mandel fraiche i indlægget her.
Kan jeg bruge andre nødder?
Jeg er selv ved at teste forskellige ting af og har fået efterretninger om at cashewnødder fungerer rigtig godt. Solsikkekerner fungerer i princippet også, men giver et noget mindre udbytte og smager meget kraftigt igennem det endelige resultat. Brug eventuelt dobbelt mængde solsikkekerner når du laver solsikkekernemælken. Hasselnødder fungerer også fremragende.
Sådan laver du mandel fraiche
Her er processen fra 1) skilt mandelmælk 2) der står og drypper af og 3) hænges op i et viskestykke og til sidst er blevet presset og 4) kan pakkes ud.
Jeg bruger en snor/elastik/metaldimsedut til forsigtigt at lukke viskestykket sammen og hænger så viskestykket op på håndtaget til et køkkenskab enten med en krog eller lille bøjle, der vender på hovedet.
Læs mere om processen i min originale opskrift på Soja Fraiche og prøv den eventuelt hvis du ikke har tid til at stå og lave mandelmælk.
- 150 gr mandler (med eller uden skal)
- 8,5 dl vand (hvis du bruger iblødlagte mandler. Bruger du tørre mandler brug da 9 dl)
- Et nip salt
- 0,75 dl dl friskpresset citronsaft
- En si dækket med et rent viskestykke uden nopret overflade eller en nøddemælkspose (fås også her).
- Hæld de tørre mandler i blenderen og lige under halvdelen af vandet. Blend i nogle minutter til det er så fint som din blender formår. Lad det stå og trække i en halv time.
- Blend igen nogle minutter og lad resten af vandet blende med til aller sidst.
- Hæld mælken op i en si belagt med viskestykket og lad mandelmælken dryppe igennem. Du får omkring 7,5 dl mælk.
- smid IKKE iblødlægningsvandet ud!
- Når mandlerne har stået i blød natten over hælder du vandet op i et decilitermål for at se hvor meget der er. Hæld yderligere vand i, så du i alt har 8,5 dl.
- Kom mandlerne i blenderen sammen med lidt under halvdelen af vandet angivet i opskriften samt og blend nogle minutter. Kom resten af vandet i og blend kort.
- Si mælken fra i et viskestykke eller en nøddemælkspose. Der bliver 7,5 dl mælk.
- Husk at ryste den først, især hvis du tager den fra en større portion.
- Varm mandelmælken indtil den er varm og behynder at dampe men den må IKKE koge! Rør regelmæssigt i den så den ikke brænder på. Koger den op må du lade den køle ned da varmen kan ødelægger citronsaftens evne til at skille mælken.
- Hæld citronsaft i en skål og bland saltet i til det er opløst. Hæld den varme mandelmælk over, idet du prøver at hælde ned hvor du kan se citronsaften. Den begynder at skille med det samme. Rør FORSIGTIGT med en ske et par gange i slowmotion for at fordele citronsaften yderligere. Det skal gerne se nogenlunde sådan her ud
- Kom låg på og lad den stå uberørt i 20 minutter.
- Så skal vallen (den gennemsigtige vandede del) skilles fra. Det skal gøres meget forsigtigt for at undgå at blande hele massen sammen igen hvilket ville gøre den svær at skille:
- Hæld, eller nærmest vip, forisgtigt den skilte mælk op i en si dækket med et viskestykke
sådan her:
Lad det stå og dryppe af. Skrab langsomt et par gange henover bunden for at få det til at flyde lettere igennem.
- Efter 10-20 minutter kan du samle viskestykkets hjørner og hænge det til afdrypning. Gerne over et decilitermål hvor du samler al vallen.
- Når omtrent 5 dl valle er dryppet fra kan du klemme det sidste valle ud ved at klemme med hænderne, bare du ikke klemmer så hårdt at der kommer noget hvidt ud igennem viskestykket - kun klar væske.
- Åben viskestykket, skrab, den hvide masse ud i en lille beholder og blend den godt igennem med en stavblender. Bliv ved til den er helt blank. Smag evt tilmed lidt salt og sukker - NYD!
- Du kan også lave den til en fantastisk lækker cremet cream cheese, i så fald klem evt. mere valle ud for at få den fastere.
- Problemer?
Hvis du har fulgt opskriften og ikke foretaget ændringer i mængder eller procedurer og du stadig ikke synes at mælken skiller, så giv ikke op (endnu). Hæld mælken op i en si beklædt med viskestykke som beskrevet og lad den dryppe af et ½-1 time. Det kan sagtens være at den ER skilt nok, bare uden at det ses så tydeligt.
- Hvad gør jeg med pulpen fra mandelmælken?
Smid den i hvilket som helst form for bagværk. Den holder ikke mage dage i køleskabet, så frys det ned eller tør det til mel til senere brug. Find yderligere inspiration på Pinterest eller på Google.
Og mandel fraiche kan naturligvis bruges til at laves den lækreste cremede veganske flødeost/smøreost, få mere inspiration til det her eller på engelsk her.
Find økologiske mandler – og andre varer – lidt billigere her.